Kirken er åben i sommertiden (det vil sige fra sidste weekend i marts til sidste weekend i oktober) 8-20 og om vinteren fra kl. 8-16.

Kippinge kirke er kendt for sin valfartshistorie. I 1492 valfartede man til det blødende alterbrød. Senere blev kirken besøgt for sin undergørende Mariatavle. Endelig blev stedet berømt for sin Sankt Sørens kilde, som fortsatte helt ind til 1800-tallet, med kildemarked og gøgl. Indtil Vålse Vig blev inddæmmet og tørlagt, var kirken en strandkirke. Valfartskirken med en historie, der kan fortælle om rigdom og kongers besøg og løfter kædet sammen med et utal af legender og sagn, rummer kirken et væld af træskærerarbejder både fra ovenfornævnte Jørgen Ringnis hånd samt senere hans værksted. Det er billeder, der fortæller bibelhistorier om noget – om syndefaldet og Jonas i hvalfisken, om den fortabte søn, der vender slukøret hjem, om David med harpen og Samson med sin æselkæbe. På korgitteret finder vi også en sjov billedfortælling fra Højsangen, om bruden der venter på sin brudgom og i koret er de tidlige kalkmalerier, hvor blandt andet drabet på Abel bliver beskrevet og Ærkeenglen Michael bekæmper dragen, mens jomfru Maria, som kirken er viet til, får besøg af englen Gabriel. 

Den store og meget smukke altertavle er fra 1633 og prædikestolen fra 1631. Begge dele udført af Jørgen Ringnis.

Korbuegitteret er i barokstil og blev stafferet i 1680. 

Døbefont med himmel (fra 1630) fra Jørgen Ringnis værksted og skriftestolen (fra 1650) i rennaissancestil.

Orgelpulpituret er fra 1630.

Alt dette pragtfulde interiør var muligt at anskaffe, fordi Kippinge kirke var en rig valfartskirke. Så rig at konger (Christian II.) og andre stormænd lånte af kirkens midler.

"Kirken var i middelalderen en berømt valfartskirke, fordi den ejede nogle dråber af Kristi blod. Efter reformationen knyttedes kulten til en Maria-tavle og den Sankt Sørens kilde helt op til begyndelsen af 1800-tallet. Kirken har muligvis været viet til Vor Frue, men Sankt Nikolai nævnes også. På en kirkegårdsportal står årstallet 1524. Kirken består af unggotisk langhus opført i teglsten over skråkantsokkel. Langhuset har tresidet afslutning mod øst. Den spidsbuede norddør og præstedør er tilmuret, syddøren er stadig i brug men noget omsat. Våbenhus og tårn er opført i sengotisk tid. Til tårnet er senere tilbygget et vestkapel, som formodentlig har tilknytning til valfarterne. 
Altertavlen er udført af Jørgen Ringnis i 1633, maleriet er formodentlig udført af Dronning Sophies hofmaler, Anthonius Clement. Alterskranken er fra 1732. Fonten af træ er udført af Jørgen Ringnis i 1635, dåbshimlen er samtidig med fonten. Kirken har to korbuekrucifikser, et fra midten af 1300-tallet og et fra o.1400. Korgitteret er udført o.1650 i stil med Jørgen Ringnis. Prædikestolen er udført af Jørgen Ringnis i 1631.
Korhvælvets kalkmalerier dateres til o.1300. De er formodentlig blevet genopmalet i begyndelsen af 1500-tallet og har stået fremme til 1691, da de blev overmalet med en dekorativ udsmykning. Kalkmalerierne blev afdækket og restaureret i 1904 af M. Henriksen og igen i 1909 af E. Rothe.
I korhvælvet er motiverne hovedsageligt fra 1.Mosebog kap.3-4. Maleren har været dygtig både kunstnerisk og teknisk. Kalkmalerierne er malet på et tyndt kalklag som er påført den friske puds, derved forbliver pudsen våd længere og farverne kan påføres uden bindemiddel og binde med den våde puds, hvorved de holder længere. Ved denne teknik har det været muligt at bruge billigere farver og arbejdet er blevet færdiggjort på omkring 14 dage. Maleren har brugt den billige kalkblå der har ændret sig til grøn. Dette værksted benævnes som Kippinge-værkstedet.
I østkappen ses Tronende Kristus flankeret af Maria og Johannes Døberen samt 2 engle. I sydkappen ses Syndefaldet. I vestkappen mod øst ses Uddrivelsen og Arbejdet, her sidder Eva med spinderok og børn, Adam står pelsklædt med hakke, I sviklerne ses Kain og Abels offer. I den nordre kappe mod vest ses Brodermordet og Mikael Dragedræber. De gammeltestamentlige motiver slutter her. Nu fortælles ved korte symboler at resultaterne af Syndefaldet vil blive nedkæmpet af Mikael. I den østlige nordkappe ses Bebudelsen. Hele det Ny Testamente er indeholdt i denne ene scene, Gabriels bebudelse for Maria indeholder viden om Kristus fødsel og overvindelse af det onde på Dommedag, som er skildret i østkappen. Bebudelsen er placeret lige over for Syndefaldet, hvorved det teologiske budskab om, at Maria skal sone Evas synd bliver fremhævet. En af de oldkristne fædre Irenæus (?-202) har forkyndt at Maria ved Kristus godtgør den første Evas synd, som gjorde at menneskeheden blev dødelig. Kristus skulle blive den anden Adam. Irenæus forkynder, at Kristus skal fødes af den anden jomfru Maria, idet han benævner Eva som jomfru, da hun var i Paradis og forførte Adam.
I vestkapellet står det nederste af en gotlandsk kalkstensfont med fire hoveder på foden."